Rasmussen er cool: ingen pillen-i-egen-navle, ikke noget opgør med fortiden, forældrene, miljøet, kvinderne, intet selvhad eller følsom, mondæn tristesse.  Han er fortæller for fuld knald, og hvad der måtte være af samtidskritik og indbygget dybere mening bliver ikke udpenslet eller præket. Hos denne fortæller gælder det action, what-you-see-is-what-you-get – og så må du selv mærke efter, hvor de blå mærker efter læsningen eventuelt sidder.

Således også i denne bog med den sælsomme titel Hikikomori, et japansk ord for et voksende fænomen, ikke blot i Japan: fortrinsvis unge mennesker, der lever i selvvalgt isolation, lukket inde med computeren i et iøvrigt tomt rum. De er hikikomori. Ligesom fortællerstemmen i denne roman: en person (mand eller kvinde?), som fra sin computer er i stand til at connecte med hele kloden, bore sig igennem NASAs, CIAs og alverdens firewalls og påvirke tingenes gang i universet, i rumfartøjet undervejs til Mars, og sågar på den røde planet selv, hvor en lille, for længst inaktiv ubemandet robot til stor uro for de ”ansvarlige” og magtesløse observatører pludselig og tilsyneladende af egen drift vågner til live og bevæger sig.

Vores fortæller er mere end ”sædvanlig” hikikomori: han/hun kan folde, brække og sno sin krop, så den kan rummes i en terning, i en globus, i en fragtkasse. I romanens løb tvinges han/hun ud af sin isolation og involveres i et universelt drama, der bringer aktører fra Pentagons hemmeligste magtcentre, kaskelothvaler fra de store have, vismænd og astronauter, småkriminelle og skrupelløse despoter ind i et skræk-og-katastrofescenarie, der slår de vildeste computerspil.